www.orkideer.dk © 1960-2010 by Dansk Orchide Klub
Hvad er det for et dyr?
af Allan Høxbroe
Indholdsfortegnelse
Klik på punkterne nedenfor for at springe direkte til afsnittet.
Indholdsfortegnelse
Klik på et punkt nedenfor for at springe til afsnittet
Hvilke dyr angriber orkideer?
De mest almindelige skadedyr, som angriber orkideer, er:
•
De ganske små spindemider med otte ben.
•
De større bladlus med seks ben og bagudrettede følehorn, oftest uden vinger.
•
De flade skjolde af skjoldlus.
•
Trips der ligner stregen i udråbstegnet her: ! og lægger ganske små visitkort på bladene.
•
De lådne uldlus, som minder om bittesmå hvidpudrede bænkebidere
•
Mellusene der flyver flaksende fra højtsiddende blade ved et skub, og ligner bittesmå hvide fluer eller jetjagere.
•
Sørgemyggene, der også flyver og ligner små jetjagere, men er gråbrune og kendt fra overvandede urtepotter.
•
Væksthussnudebiller, som kun er fremme i mørke, ikke kan flyve, og gnaver “billetklip” i bladrandene.
•
Minérfluelarver, som gnaver labyrinter inden i blade, synlige mod lyset.
•
De let genkendelige: Snegle, bænkebidere og ørentviste.
I tvivlstilfælde kan man tage en prøve med til nærmeste planteskole - i gennemsigtig emballage. Medlemmer af haveselskaberne kan sende en prøve med posten til deres lokale konsulent og bede om en opringning med svar.
Bladlus
Symptomer på angreb er det fine lyse drys af udskiftet hud fra unge bladlus, ligesom små fugtige stænk på blade og steder der burde være tørre - honningdug, dvs. deres tyndtflydende ekstrementer af overskydende sukker fra fordøjelsen af plantesaft. Myrer i fast rutefart i rummet er også et typisk tegn på bladlus. Blomster og unge blade kan kruse sig noget ved angreb.
Efter at have tilbragt sommeren på urteagtige planter søger bladlusene om muligt til træagtige planter inden efteråret for at lægge vinteræg og fortsætte saftsugningen. Hunnen får 40 til 80 unger i løbet af sit 3-4 uger lange voksenliv, og ungerne er voksne efter en uge. Bladlus lader sig falde ved angreb på artsfæller i nærheden, måske pga. duftstoffer, der alarmerer dem.
Planterne er ekstra udsatte i tør luft, hede, ved manglende overbrusninger, eller over- og undergødskning.
Grådige nyttedyr mod bladlus er bladlusløver - larver af den smukke guldøje Chrysoperla carnea, som leveres i papstykker med små rum, lukket af gennemsigtig gaze. Ellers æder de hinanden. Man får dem ud på et stykke hvidt papir ved at knipse hårdt mod papstykket. Hvis de er meget små indeni pappet, lader man dem blive i det for at vokse nogle få dage endnu ved god luftfugtighed. De har “madpakke” med i form af nogle bestrålede æg. Hvis man omvendt vil sinke deres udvikling, fordi bladlusene er slået midlertidigt ned, så lægges bladlusløverne i køleskab op til en uges tid.
Også bladlus-mariehønen Hippodamia convergens æder bladlus i mængde hvad enten den er voksen eller larve, og tåler vinteren i væksthuset. Voksne mariehøns sættes ud i mørke så de ikke når at flyve ud gennem åbne vinduer før de gode spisemuligheder er opdaget.
Mariehønen Harmonia axyridis fås som grådige larver der ikke flyver væk, men som må fordeles på angrebne steder ved håndkraft, fx med en pensel.
Man kombinerer gerne ovennævnte grådige nyttedyr med fx bladlussnyltehvepsen Aphelinus abdominalis, der kun er 1 mm lang, og som er bedre til generel end akut bekæmpelse. Den lægger æg i bladlusene, og dens larver æder så lusene op indefra. Hvepsen holder sin livscyklus i gang så længe der blot er én bladlus tilbage.
Rovtæger af slægten Orius æder både bladlus, trips, spindemider, mellus og skjoldlus, og bruges ikke mod storangreb, men som generelt sikkerhedsnet.
Bladlusgalmyggen Aphidoletes aphidimyza er kendt fra almindelige drivhuse og har en meget rovgrisk larve, men er bedst i drivhuse med konstant tilløb bladlus fra det fri.
Spindemider
Har otte ben, og er kun en halv millimeter lange. Første tegn er ofte at bladene får små farveændringer mod gråt, hvidt eller gult. I lup ses prikkede lysegule områder og sølvglans på bladceller der er suget tomme. Især på undersiden af bladene ser man bittesmå prikker der bevæger sig meget langsomt.
Spindemider elsker varme, tørke og vedvarende træk. De er saftsugende og formérer sig voldsomt. Én bliver til 20 på en uge ved 18°C, til 13.000 ved 22°C, og til hele 13 millioner ved 27°C! Husk ventilation og skygning, høj luftfugtighed om dagen og hyppige overbrusninger. Om vinteren gemmer spindemiderne sig til næste sæson i enhver sprække.
Spind-rovmider er langt den bedste bekæmpelse, og trives bedst i 20-30°C med en luftfugtighed på 80 % eller i det mindste 50 %! En speciel, lidt dyrere variant tåler dog endnu mere tør luft. Varme over 35°C bør undgås. Hvert forår kræver ny udsætning af rovmider omkring marts, medmindre man slet ikke har haft spindemider endnu. Spind-rovmiden spiser kun spindemider.
Skjoldlus
Ligesom bladlus opdages skjoldlus ved deres sukkerholdige sekret, honningdug, som danner våde pletter hvor der burde være tørt. Bladene kan blive gule og falde af ved stærke angreb. Dyrene ses mest på bladundersider og langs bladenes årer som 2,5-5 mm lange og halvt så brede, flade skjolde - a la små blanke, brunlige eller gullige bumser. Kun ungerne, der kan minde om små gennemsigtige bænkebidere, går omkring. Voksne skjoldlus sidder fast på sugestedet, hvor benene degenererer. Under skjoldet ses tit unger eller æg. Hver hun kan lægge flere hundrede æg gennem en periode på 1-2 måneder.
Der er skjoldlusarter med både blødt og hårdt skjold, men det er mest den meget flade og bløde art Coccus hesperidum vi ser under glas.
Igen er det tør luft og høje temperaturer, der skal undgås, ligesom nye planter bør i karantæne og tjekkes grundigt.
Synlige skjolde tages nemt med lusesugeren, jf. maj-nummeret, men unger og æg kommer næppe fuldstændig med uden gentagne behandlinger, eller supplerende sprøjtning med insektsæbe. Under større forhold bruges derfor snyltehveps af bestemte arter mod hver deres udvalg af skjoldlus, men forudsætningen er præcis artsbestemmelse. Send et par eksemplarer til leverandøren af nyttedyrene. Mod den langt almindeligste skjoldlus, Coccus hesperidum, bruges snyltehvepsen Microterys flavus.
Trips
Er indgående behandlet i Orkideer juli 1998 nr. 4.
Der kommer stof her ved en senere lejlighed - Henrik Persson
Mellus
Afslører sig ligesom bladlus og skjoldlus (de er nært beslægtede) ved dryp af honningdug - eller ved at selve de 1-2 mm store "hvide fluer" der flyver flaksende op fra planter ved et puf. De har to par fuldstændigt hvidvoksede vinger og er saftsugende.
Æggene lægges altid på nyudfoldede blade hvor larverne bagefter sidder ubevægelige og saftsugende i ca. 4 uger. De nye voksne flyver direkte til plantens topskud hvor de lever i yderligere 4 uger. Hver hun lægger 200 æg. Mellusene udendørs er ingen trussel i glasrum.
De er glade for overgødede planter, tør luft og høj temperatur, der mangedobler deres formeringstempo. Indslæbes mest med nye planter, som bør i karantæne, fx udendørs om sommeren.
Sprøjtning med insektsæbe er mulig, men snyltehvepsen Encarsia formosa er mere skånsom. Der er kun 1/2 mm lang og lægger sine æg i larverne, som ædes op indefra. Den bør udsættes i flere hold straks fra man opdagelse af de første mellus. Man kan følge kampen ved at tjekke farven af melluspupperne i lup. De sorte kommer der snyltehvepse ud af i stedet for mellus.
Rovtæger af slægten Orius tager både mellus, bladlus, skjoldlus og mider.
Uldlus
Opdages som regel ved små kridhvide fnugdannelser under blade og i bladhjørner, måske godt gemt. Æg ses i små vatagtige totter. Også her kan omgivelserne få stænk af honningdug.
Dyrene er saftsugende og ligner små bløde bænkebidere på få millimeter, med hvid, melet voksbelægning og benagtige frynser langs siderne. Nogle af arterne har endnu længere tråde bagud, men ikke den almindeligste art, kortfrynset uldlus. Hannerne kan flyve og er kun 1 mm lange. Hunnerne tøffer meget omkring og spredes let ved planter der rører hinanden. Hurtig formering med 300 æg pr. hun om foråret.
Høj luftfugtighed er vigtig. Dyrene ses mest i temmelig tørre vækstrum og vindueskarme. Tjek nyanskaffede planter.
Bekæmpelse af akutte angreb sker nemt med lusesuger, men kan kræve to eller flere behandlinger før de sidste individer er væk. De grådige australske mariehøns af arten Chryptolaemus montrouzieri, er også gode til storangreb, og tager desuden bladlus m.m. De har dog svært ved at komme i bund. Derfor bekæmpes løbende uldlus-problemer bedst ved gentagne udsætninger af snyltehveps, til kortfrynset uldlus fx den mikroskopiske Leptomastix dactylopii. Også bladlus-løver og bladlus-mariehønen Hippodamia convergens tager en del uldlus, hvorimod insektsæbe sjældent tager æggene med i købet.
Væksthussnudebiller
De er godt en centimeter store, gråbrune og kun fremme om natten, ude af stand til at flyve. Opdages gerne ved gnavmærker som små billetklip i bladene. Larven er lige så lang, men laver værre skader ved at gnave i rødder.
Bekæmpes ved indsamling med lygte nat efter nat til alle er væk - eller med nematoder, som er mikroskopiske rundorme, der trænger ind i larven og formerer sig i den. Nematoderne fås som “gele”, der opløses i vandingsvandet. De tåler højst 25°C og tager også andre rodædende larver.
Topskudmider/skudspidsmider
Særdeles små mider af flere arter, kun 0,3 mm og glasklare. De lever i planteskuddenes vækstpunkter og kan give alt fra forvredne misdannelser til brune bladkanter og visne knopper. Miderne foretrækker høj luftfugtighed og skjuler sig til dels inden i planten. Bekæmpes godt med trips-rovmiden Amblyseius cucumeris.
Henvisninger
Nyttedyr til bekæmpelse af plageånderne kan bestilles i FDBs butikker, i planteskoler eller hos specialiserede forhandlere.