om klubbenarrangementertidsskriftbibliotekartiklerforumlinks

orkidedyrkning intro

skadedyr

frøformering

arrangementer

www.orkideer.dk © 1960-2010 by Dansk Orchide Klub

Frøformering

af Lars Jensen

Indholdsfortegnelse

Klik på et punkt nedenfor for at springe til afsnittet

  Såning af orkidé frø

  Tilberedning af nærings og formerings medier


Følgende artikkel er ikke begynderstof, men til gengæld er der gode tips for dem, der har mod på at gå et skridt videre med deres hobby.

Såning af orkidé frø

Når orkidefrø skal sås, kræver det, at de er sterile, før de overføres til glas med næringsmedie. For at vække svampesporer lægges frøene først i blød i 5% sukkervand (5g. Sukker til 1 dl. Vand) i ca. 12 timer. Herefter steriliseres frøene i brintoverilte. Hele processen foretages nemmest i en 5 ml. engangssprøjte.

1. Start med at suge så mange frø op som du vil så. Der kan sås ca. 100 frø i hvert glas og det vil normalt være nok med et ganske tyndt lag på stemplet i sprøjten. Herefter suges 2-3 ml. sukkeropløsning op i sprøjten, der omrystes godt med en finger for åbningen. Træk stemplet lidt ned før du slipper med fingeren. Der må gerne være lidt luft i toppen af sprøjten, der stilles lunt med åbningen opad. Omryst jævnligt sprøjten og man vil normalt kunne se at frøene begynder at synke til bunds. Nogle frø, f.eks.. Paphiopedilum samt fra de fleste terrestriske orkideer vil dog blive ved med at flyde ovenpå. Her kan det være en fordel at tilsætte en dråbe/dl. opvaskemiddel til sukkeropløsningen.

2. Når frøene har stået i blød i ca. 12 timer, skubbes så meget vand som muligt ud af sprøjten uden at frøene følger med. Hvis de fleste frø er sunket til bunds, vil det normalt være golde frø og skidt som svømmer ovenpå. Dette skubbes med ud. Man kan evt. holde et stykke køkkenrulle for åbningen, mens man skubber vandet ud. Hvis frøene stadig flyder, vendes åbningen nedad, elles holdes sprøjten lodret med åbningen opad.

3. Når der kun er en smule vand og frøene tilbage, suges ca. 3 ml. brintoverilte op i sprøjten. Ryst grundigt og prøv at få luftboblerne ud af opløsningen ved at knipse med en negl på siden af sprøjten. Blandingen henstår i en ½ time, hvorefter det meste af brintoverilten skubbes ud. Lad ca. ½-1 ml. blive tilbage med frøene. Det er muligt at så frøene flydende i brintoverilte, da dette vil blive omdannet til ilt og vand.

4. Hvis der sås i glas med siliconeprop, påsættes nu en steril kanyle 1,2X40 mm. (den med rød fatning). Blandingen omrystes, og man skubber stemplet så meget op, at man er sikker på at kanylen er fyldt. Aftør siliconeproppen med sprit eller brintoverilte og stik kanylen gennem proppen. Pres et par dråber af opløsningen ned på midten af næringsmediet. Kanylen trækkes op og man gentager processen med så mange glas, man vil tilså. Proppen forsegles med silikone eller tape. Drej forsigtigt glasset, så frøene bliver fordelt over hele overfladen. Hvis man sår over damp eller i LAF bænk er metoden den samme, men man kan da undvære kanylen.

5. De tilsåede glas stilles lyst og lunt 22-24º, undgå direkte sol, eventuelt med 12 timers lys fra almindeligt neonrør, Phillips 18w/54. Hvis det er frø fra jordvoksende orkideer der er sået, skal glassene stå mørkt, indtil spiringen er påbegyndt. Efter ca. 1½-2 mdr. bør man med lup kunne ane, at frøene begynder at spire, men der kan, efter hvilken type der er sået, gå adskillige mdr. før spiringen går i gang. Det er vigtigt at glassene står ved konstant temperatur, da der ellers kan forekomme indsivning af forurenet luft.

6. Når planterne fylder hele glasset og de er blevet så store, at de kan skelnes fra hinanden, omplantes til nyt medie med ca. 12 - 25 planter pr. glas. Omplantningen skal foregå under sterile forhold og med sterile redskaber. Når planterne har udviklet godt bladsæt og gode rødder udplantes de i bakker med vækstgranulat og tildækkes med plastik eller klar folie de første 2-3 uger for at undgå udtørring. Herefter tilvænnes de langsomt til normalklima ved at fjerne tildækningen gradvist. Hold granulatet let fugtigt, men lad det aldrig blive vådt. Man kan begynde at tilføre gødning, når planterne er i god vækst. Når planterne har udviklet sig til gode selvstændige individer, omplantes de, 2-3 stk. i små potter. Brug aldrig større potter end at planterne kan fylde dem med rødder på én sæson.

7. Det anbefales at opbevare frø i køleskab i tætsluttende glas eller boks. Hvis glas med medier ikke skal bruges nu bør disse også stå i køleskab hvor de har ca. 1 års holdbarhed.

Tilberedning af nærings og formerings medier

Ved eksperimenter med formering fra nodier vil der mange gange, især i starten, opstå forurening af medie eller stængelstykker. Det vil derfor være væsentligt billigere, hvis du selv kan genfylde dine glas.

Jeg kan levere et sæt med koncentrat og agar til fremstilling af 1L formeringsmedie hvilket rækker til ca. 25-30 125 ml. glas. Prisen er i øjeblikket kr. 90.- pr. sæt. Til frøformering er prisen 65,-

Det kræver, at du har adgang til en trykkoger for at kunne sterilisere glassene efter påfyldning af medie. Udover dette skal du bruge ca. 1L destilleret eller demineraliseret vand.

Rengøring af glas

Glas og låg vaskes grundigt i meget varmt vand med en smule opvaskemiddel og skyldes et par gange i næsten kogende vand, til du er sikker på, at alt opvaskemidlet er væk. Stil glas og låg til afdrypning i opvaskestativ eller på et rent viskestykke. Tør ikke glassene af, da dette kan forurene glassene indvendig.

Tilberedning

I et litermål hældes ca. ½L destilleret eller demineraliseret vand, som tilsættes koncentratet. Skyl flasken et par gange, så du får det hele med. Fyld derefter op med vand til du har nøjagtig 1L Hæld opløsningen op i en ren rustfri gryde min. 2L og opvarm langsomt til ca. 80 grader. Drys derefter langsomt og under omrøring agaren i. Det må ikke klumpe, så tilsæt et tyndt lag af gangen. Rør opløsningen godt igennem mens den opvarmes til kogepunktet og kog i ca. 3 min. Justér pH. Værdien til 5 - 5,5 med citronsyre eller askorbinsyre, som tilsættes dråbevis, ca. 10-15 dråber pr. L. Du er nu klar til at påfylde glassene.

Det nemmeste er at købe en 60 ml. engangssprøjte på apoteket og bruge den til påfyldning. Der bør være et lag på ca. 1½-2 cm i bunden af glasset. Hvis du bruger 125 ml. glas (kaviarglas) passer det med 30 ml. Du kan også påfylde med en lille porcelænskop eller lign. Påsæt lågene, men husk at de skal være løse under sterilisering.

Hvis du ikke vil lave en hel liter af gangen måles, koncentratet nøjagtigt ud. Igen her er det nemmeste en engangssprøjte. Til ½ liter anvendes 50 ml. koncentrat som fortyndes til nøjagtig ½ L resten af koncentratet opbevares i køleskab. Agaren deles i 2 portioner og resten opbevares tørt.

Sterilisering af glas og medie.

Trykkogeren bør være forsynet med en bundrist, som er hævet ca. 5-10 cm. over bunden af gryden. Fyld vand i gryden så det står lige under risten. Sæt glassene på risten med løst påsatte låg. Kog i ½ time med løst låg på trykkogeren, spænd derefter låget og kog under tryk i endnu ½ time.

Lad trykkogeren køle helt af før den åbnes. Hvis du åbner for tidligt, kan glassene koge over. Hvis mediet ikke er kølet helt ned, vil der være vakuum, når du åbner dem med fare for indsivning af forurenet luft. Når det hele er kølet helt ned, åbnes trykkogeren og lågene skrues fast, helst mens de endnu står i gryden.

For at sikre at mediet er rent, stilles glassene ved stuetemperatur i ca. 14 dage. Hvis der ikke er opstået mug på overfladen og mediet stadig er klart, opbevares de herefter i køleskab, indtil de skal anvendes.

Næringsmedie til frøformering og omplantning

Fremstillingsprocessen er stort set den samme. Til frøformering anvendes 200-250 ml. glas og til omplantning 350-450 ml. glas. Disse fyldes med et lag i bunden på ca. 2½-3 cm.

Til frøformering tilsættes 10 g. druesukker pr liter (medfølger i sættet) og til omplantning tilsættes 20 g. druesukker pr. liter (medfølger i sættet)